<<- Tilbage
->> Udskriv
Texas (SCO)
Det må blive et af årets højdepunkter, når skotske Texas – på toppen af deres karriere so far – sender hitkataloget ud over Den Smukkeste. Gruppen blev dannet i 1986, i Glasgow, af bassisten og sangskriveren Johnny McElhone – der efter at have oplevet moderat succes med grupperne Altered Image og Hipsway, pludselig stod uden band. Han fik anbefalet den da 18-årige sangerinde og tekstforfatter Sharleen Spiteri, der tjente til livets opretholdelse som frisørelev. Med tilføjelsen af bl.a. guitaristen Ally McErlaine – og under indflydelse af filmen ”Paris, Texas” og ikke mindst Ry Cooders blændende soundtrack dertil – kunne gruppen debutere som Texas i marts 1988, på Dundee University. Bandet fik hurtigt pladekontrakt – og udgav i foråret 1989 singlen ”I Don´t Want A Lover”, der blev et hit med det samme og fik Texas på alles læber. Ingen havde lige regnet med at et ungt band - inspireret af primært ovennævnte Cooder og The Rolling Stones og med masser af klassisk blues, rock og slide-guitar – ville være the next big thing, men Texas´ debutalbum, ”Southside”, blev en umiddelbar succes og solgte mere end 1,5 millioner eksemplarer. Gruppen turnerede intensivt – og havde i Sharleen Spiteri ikke bare en formidabel sangerinde, men også en særdeles karismatisk frontfigur. Og så gik det ellers ned af bakke. Scenen skiftede lyd – og med Nirvana og ligesindede på erobringstogt, så der ikke ud til at være meget plads til Texas´ støvede sound, og gruppens andet album, ”Mothers Heaven” fra ´91, solgte da også kun det halve af debut´en. Texas fik så i ´92 en uventet succes med singlen ”Tired Of Being Alone” – en cover af et gammelt Al Green nummer. Sangen fik gruppen tilbage på den engelske hitliste - og inspirationen fra den klassiske soul-musik, blev nærmest en ny udvej for både Texas og Spiteri. Første skridt på vejen mod det nye Texas blev albummet ”Ricks Road” i 1993. Det var indspillet i USA og trak på amerikanske inspirationskilder som coundtry, gospel og soul – og med singler som ”So In Love” og ”So Called Friends”, trak Texas nye tilhængere til sig, uden dog helt at kunne matche resultaterne fra debut´en. I 1995 holdt Texas en længere tænkepause. Sharleen Spiteri flyttede til Paris – og det var med hende som ny musikalsk mastermind, at gruppen i 1997 for alvor lettede, med udgivelsen af ”White On Blonde”. Det var et genfødt Texas med en helt ny sound – i sin produktion kraftigt inspireret af tidens dancemusik uden overhovedet at ligne den, og med samples og programmeringer tilføjet, uden at kappe rødderne til soulmusikken – der atter kunne indtage topplaceringer på alverdens hitlister. Singlerne stod i kø for at komme til – og båret af kraftige sange som ”Say What You Want”, ”Black Eyed Boy” og ”Halo”, endte det fjerde album fra Texas med at sælge mere end 4 millioner eksemplarer og gøre gruppen til et af årets største navne. Successen fortsatte med ”The Hush” (´99) – der med store hitsingler som ”In Our Lifetime”, ”Summer Son” og ”When We Are Together”, blev nok en millionsælger for Texas. Og i år 2000 følte Spiteri & Co. så at tiden var inde til at samle fortiden på et enkelt album. Resultatet er Greatest Hits, der ser ud til at blive Texas´ største succes nogensinde. Nye hitsingler som ”In Demand” og senest ”Inner Smile” (skrevet sammen med Greg Alexander fra New Radicals – og med en video hvor Sharleen Spiteri beviser at Elvis Presley stadig er i live!), kører nærmest non-stop på de europæiske radiostationer - og Texas har det sidste års tid nærmest været på én lang turne, med udsolgte huse overalt hvor de kom frem. Det er stadig McElhone og McErlaine der er den musikalske bund, i et halvstort band der også tæller korsangerinder og en DJ – men det er først og sidst Sharleen Spiteris Show, hvad det garanteret også bliver, når Texas nu indtager Den Smukkeste. Don´t miss!
